Projekt Mikro

Projekt Mikro stopper

Omkring Sankt Hans sidste år blev "Mikro" undfanget. Vi fandt ud af det da Mikro var ca 6 uger. Midt i oktober fik vi for første gang syn for sagen, og vi måtte skrive om det her på siden.

Mikro kom ud, og blev til Mikrine. Mikrine blev til Anne, Anne er nu døbt, og det er tid at lade Projekt Mikro "overgå til basisorganisationen"

Projekt Mikro er hermed slut, og jeg arbejder på efterfølgeren (til websiden) med små historier fra Anne og hendes familie.

 

 


På vej hjem - første gang i mit eget tøj Endelig kom vi hjem Ligger på fars skød og sover
3. juli:

Efter enhver vielse følger en bryllupsrejse, og selvom vores ikke gik verden rundt, skal den alligevel nævnes.

Vores lille familie drog afsted mod sønderjylland, hvor vi udover at lægge brudebuketten på Ingers mors grav, besøgte familie i Haderslev, og overnattede hos Inger og Jørn Ole i Aabenraa.

Anne klarede i stiv arm at blive skiftet på forsædet i bilen, og charmede sig rigtigt hvor vi kom frem


30. juni:

"Er barnet hjemmedøbt?"

Gudmor Lone svarede beredvilligt på alle præstens spørgsmål, og præsten må have været tilfreds, for hun døbte og velsignede barnet. Anne lå ellers så sødeligt og sov med højre knytnæve hævet som tegn på "Baby-Power".

Der var ellers panik til det sidste. Stylisten der skulle lægge makeup på Inger tog sig god tid, Trafikken drillede ved Holbæk og vores værelse på slottet var ikke klart.

Men det hele faldt på plads, så mor og far blev viet og Anne døbt i den intime og smukke Dragsholm Slotskirke.

Festen efter blev uforglemmelig. Børnene hyggede sig, lige fra Mikkel og Ellen der byttede mad fra hver deres høje stol over Søren og Rasmus der hjalp ved billardbordet til Malte og Asmus der søgte spøgelser.

Bedstefar Egon servicerede Anne hver gang hun mente at have behov for en gåtur eller en flaske.

Næste morgen serverede restauranten en dejlig morgenmad, og vi fik taget afsked med selskabet.

Resten af dagen rekreerede vi os.


20. juni:

I går var Anne til tre måneders vaccination, og vi prøvede for første gang at have en lille pige der græd flere gange i nat. Hun har også været pjevset i dag.

Men så da vi steg ud af bilen - hun lo - ikke bare lidt - hun kluklo. Endnu et hak på listen over det lille barns udvikling.


16. juni:

Hver dag bringer nye små ting som Anne lærer. Hænderne er begyndt at finde hinanden, Anne har opdaget sine fødder, babylydene - fra tilfældige lyde til egentlig leg med stemmen - hvor flere lyde bliver sat sammen og kontakten til omgivelserne bliver stadig mere bevidst.

Med en vægt på 5.325 gram her til morgen er vi 675 gram under hvor sundhedsplejesken gerne ville have Anne, men inden for sidste uge har Anne taget 400 gram på, så det er kun et spørgsmål om tid før vi er på vægtkurven igen.

Vi har nu fjorten dage til dåb og bryllup. I eftermiddag skal Inger ud og prøve brudekjolen inden skrædderen laver de sidste tilpasninger, og Thomas skal ind til Troelstrup og hente sit tøj en af dagene i den kommende uge. Mangellisten er efterhånden ikke så lang.


6. juni:

Nu har Anne lært at vende sig fra maven og om på ryggen.


3. juni:

Da sundhedsplejesken i mødregruppen havde vejet Anne i fredags havde hun tabt sig 100 gram på en uge. En ting er at hun kun tog langsomt på, men en ti ugers baby må ikke tabe sig. Når Anne har spist hos mor, "efterfylder" vi med pulvermælk. Vi er chokerede over at Anne efter at have spist en halv time hos Inger, selv have givet slip og ikke brokket sig, kan spise 120 milliliter.

Vores egne kontrolvejninger på bagevægten siger at vægten har taget et kraftigt drej opad.

Anne har nu ganske god kontrol over armene, og kan både finde hænderne når der mangler noget at sutte på, og daske til legetøjet. Endnu ser det tilfældigt ud, men hun fanger ofte en fod med sin hånd.

Vi har indviget autostolen, og i dag har Inger meldt os alle tre til babysvømning.


2. pinsedag - 20. maj - Annes 2 måneders dag:

Foreskrevet af familietraditionerne i Ingers familie skal der holdes et pinsemorgenbord, og i år var det vores tur.

Familie og bekendte stred sig gennem ostebord, pølser og blødt brød, og selvom solen udeblev, holdt kaffe og Gammel Dansk os varme.

Her på Annes 2 måneders dag vejer hun 4.400 gram og er 61 cm. Det vil sige at hun siden vi blev udskrevet fra Herlev Hospital for otte uger siden har taget 950 gram på, og er blevet fem centimeter længere.

Næste begivenhed bliver på fredag, hvor både sundhedsplejeske og mødregruppe har meldt deres ankomst.


16. maj:

Dagene går, Anne bliver mere og mere bevidst om sine omgivelser.

Farfar har besøgt os her til aften og kigget efter materiale til Annes Slægtsbog, som skal være klar til dåben - ja - i øjeblikket prøver vi at få styr på dåb og bryllup.


27. april:

Når man har ondt i maven så er verden et ondt sted at være. Anne har haft en uges tid hvor maven trykker hende et par gange hver dag, og vi har haft en til tider meget vred, og til andre bare utrøstelig baby. Det tager mellem tyve minutter og en god time - så bliver himmelen blå igen. For første gang i en lille uge har vi ikke haft den helt store tur her til morgen, så vi håber vi er over det værste.

Vi har endelig fået vores nye bil, så vi tog på Bakken i går med barn og barnevogn - gik en god tur og spiste en stor is.


20. april:

Så nåede vi den store dag - Anne (tidligere kendt som Mikrine) fylder en måned.

Tiden er allerede begyndt at gå hurtigt. Vi bemærker jo knapt alle de ting Anne lærer, og alt det vi lærer om Anne.

Her til morgen har hun ligget først i vores seng og så i liften ved siden af morgenbordet i over to timer og fægtet med arme og ben, mens hun har forsøgt at fortælle os en hel masse - når hun så et øjeblik ligger stille betragter hun verden. Nu er hun også begyndt at komme med små tilfredse grynt, der kommer langsomt mere styr på bevægelserne, og vi har fået de første par smil.

Vi har dog også dage hvor vi ikke er helt enige om hvordan en baby skal opføre sig, og så er det knap så skægt, når hun bare ikke vil sove. Underligt nok har vi stadig ikke haft en nat hvor vi ikke har fået mindst fem timers søvn i træk, så vi skal nok ikke brokke os.

Den 29. juni skal Anne døbes, og hendes forældre giftes - vi glæder os rigtigt meget - nu skal der være gilde.


Langfredag:

"I nat synes mine forældre jeg har sovet som en drøm - jeg gik omkuld ved 20-tiden, og meldte mig på banen klokken lidt over 4."

Ja - I nat var Mikrine en drøm, men i går var noget træls. Alle forældre bliver vel bekymrede når deres lille solstråle er utilpas, og hver gang vi forsøgte at trøste barnet gik der blot nogle minutter før verden igen var på tværs. Så vi listede lige så stille fra Gittes fødselsdag/påskefrokost.

Senere i dag skal vi over til Thomas' forældre til påskefrokost.


26. marts:

I går kiggede børnelægen på barnet, og ønskede tillykke med hende. Eneste bemærkning er at hun har kort tungebånd, hvad det så end betyder. Og så kom en ny jordemoder, tog blodprøver og vejede barnet (vi vejer nu 3450 gram). Vi er nu officielt udskrevet.

Amningen fungerer også efterhånden - ja, vi kan stadig blive rasende hvis ikke det fungerer, men de fleste gange bliver vi enige til sidst. I nat gik der da næsten seks timer før hun bad om mad første gang.

Vi prøver også for tiden at finde Mikrines navn. Vi tror nok det er fundet - nu skal vi smage lidt på det, og se om hun passer til navnet. Og så alle de papirer der skal udfyldes - til kirke - til statsamt. Tænk at vi skal have en fadderskabssag.


24. marts:

Det tryggeste sted at sove er med mors bryst i munden.

Vi har kampe med hende om at når hun bliver lagt til bliver hun vred hvis ikke lige det virker, men hvis det virker - falder hun i søvn. Jordemødrene har været der mange gange og det er ved at lykkes at holde hende til ilden.

Ellers går det rigtigt godt med masser af kontakt når hun er vågen.

Inger og datter kommer hjem i morgen.


22. marts:

Alt står vel til.

Inger og barnet arbejder på at blive enige om det med amning - det skal nok lykkes, og Thomas holder sin fødselsdag i aften på hospitalet.


20. marts 21:42:

Vores dejlige datter er født!

Det var et hårde 21 timer op til.

Klokken 5.05 var veerne der stabilt hvert fjerde minut, og mellem 30 og 60 sekunder, men jordemoderen på Herlev mente bare vi skulle tage den med ro, for ifølge Ingers beskrivelse af veerne, gjorde de ikke ondt nok.
Klokken 13:00. Veerne taget til i styrke, men er ikke helt lige så regelmæssige som før. Vi tog ud til fødegangen, og fik beskeden - tag roligt hjem igen.
Klokken 16:45. Igen taget til Herlev - Vi er så tidligt i fødselsfasen, så det sagtens kan gå i sig selv. Vi fik lov til at blive.
Klokken 19.55. Veerne er der, men de er ikke lange nok. Livmoderen stod et sted mellem 2 og tre centimeter åben, men det gør ondt. Inger får første halve dosis morfin, og næste et kvarter senere.
Klokken 21.20. Uanset morfinen gør veerne nu rigtigt meget ondt, og vi beder om at jordemødrende kommer ind til os. Lidt efter kommer jordemodereleven, som starter med at få Ingers vejrtrækning ned på jorden, og ikke helt forstår at Inger siger hun har helt vild trang til at presse. Hurtigt finder vi ud af at Inger må undersøges igen.
Straks efter begynder det at gå hurtigt. Jordemodereleven beder mig trykke på "knappen" - Jordemoderen gentager undersøgelsen: Fødselsvejen er nu fuldt udvidet - hovedet gledet ned, og fødslen er nært forestående.
Klokken 21.30. Sengen med Inger køres nu de ca 20 meter til fødestue nr. 2. Inger kommer over på en fødebriks. Da det kun er halvanden time siden Inger fik morfin klargøres sprøjte med "antimorfin" til den lille. Vi bliver instrueret i at på grund af morfinen vil de tage barnet straks til undersøgelse/indsprøjtning. Alt går bare så hurtigt. En fødselslæge tilkaldes akut.
Klokken 21.42. På tredje presseve som Inger ikke beordres til at gispe sig igennem kommer barnet ud. Barnet er vågent, i en sund rød kulør, trækker vejret med det samme og brokker sig over al det påstyr. Et herligt syn.
Fødselslægen kommer først efter det hele er overstået. Barnet scorer top, og virker ikke påvirket af morfinen - der tales om modgiften, men vælger ikke at give den - Vi står (og ligger) med en dejlig datter - sund kulør - god kontakt - sutter på hvad munden kommer i nærheden af.
Klokken 0:30. Inger er blevet lappet sammen, Datteren er målt og vejet. Faderen måtte give den lille størrelse ble og tøj på, vi har nydt vognen med te, saft og sandwich. Vi (Thomas) spurgte om ikke vi kunne komme på klinikken på 22. sal i stedet for barselsgangen på 16. sal, og lægen gav lov. Et langt døgn er forbi - vi får en dejlig modtagelse på 22. sal og hjælp til lidt praktisk.


14. marts:

Nu har vi også kameraet liggende klar til når det en gang sker, men der kan være lang tid til.


12. marts:

"Intet nyt fra vestfronten"

Dagene går stille og roligt - maven er blevet stor.

I søndags tog vi til Korsør og besøgte Ingers tante og onkel, og bagefter hentede vi Thomas' forældre i lufthavnen. Det var en dejlig dag, og vi tror Mikro syntes det samme, for søndag aften/nat blev vi "belønnet" med mere end to timers kraftfulde hop og spark. Mon det er tegn på at der snart skal ske noget ....


5. marts:

12 dage til termin - utålmodigheden har indfundet sig. Værelset er klar til indflytning, og vi har fået "startpakkerne" fra Libero og Pampers. Alt tøjet vi har købt, lånt og fået er blevet vasket - aldrig før har jeg brugt så mange klemmer til at hænge én vask op.

Jordemoderen siger at vi skal kunne "puffe" Mikro igang, men han er ligeglad. Af og til får Inger et par stille dage med mindre bevægelser, for så at gå helt amok den næste.

Nu skal Mikro bare beslutte sig for at ville ud.


10. februar:

Nu begynder vi at få babytøj. Noget køber vi, men vi får og låner en helt masse dejligt tøj fra nær og fjern. Jeg er stadig vildt fasineret af de små sokker.

Nu er der kun fem uger igen.


1. februar:

I dag har Inger sidste dag på arbejde. Vi er nu 34 hele uger henne.


30. januar:

Dagen startede med en tur ud og kigge på babytøj på udsalg. Vi ved jo endnu ikke hvad vi får - altså om det bliver dreng eller pige, og butikken havde ikke meget tøj tilbage der ikke enten var meget tøs'et eller med flotte babyblå bjørne. Dagens indkøb - fem par sokker på udsalg.

Så klokken tre stod vi og ca. 25 andre oppe foran Svangreambulatoriet på Herlev Hospital. Vi skulle se fødegang og fødeklinik, men alt var optaget på fødegangen, så vi blev straks forsøgt sendt op til fødeklinikken på 22. sal - Det er ikke nemt at få små 30 mennesker sendt fra 4. sal til 22. lige når hospitalets besøgstid er startet.

Vi fik set fødestue, puslestue, badekar til at føde i og alle de instrumenter og slanger m.v. der bruges under en fødsel. Det hele er så ligefremt og selvfølgeligt når jordemoderen taler om det. Det gør vi bare - Selvfølgelig går moderen selv fra fødestue til egen stue - I vælger selv om i vil stå, ligge, sidde eller være i vand - Bedøvelse finder vi ud af - I vælger selv hvor længe i vil være her - I kan bruge hospitalets eller eget tøj.

Mikro er stadig en aktiv lille rad, der mener ventetiden skal bruges på fysiske udfoldelser.

Næste projekt i Mikros værelse er at sætte den reol op som skal bære den ene ende af puslepladsen.

44 dage tilbage.


17. januar:

Inger har været hos jordemoder i går, og alt ser ud til at gå som de kloge bøger siger det skal. Mikro er anslået til mellem 1.800 og 2.000 gram.

Vi er begyndt at købe ind til Mikro. I dag blev det til ekstraposer til ble-spanden, en Voksi-pose og et pusleunderlag til farmor og farfar - Selv om det var på tilbud var det en ny tusindekroneseddel der fløj.

Vi har også lånt og fået en masse fra nær og fjern. En vugge, to kasser lejetøj, et puslebord med badekar og en autostol.

I den kommende weekend skal tæppet i Mikros værelse lægges færdigt.


28. december:

Her til morgen kunne jeg høre Mikros hjerte slå i en stabil hurtig rytme, ved at lægge øret til maven.


Juledag:

Det går stille og roligt fremad. Efter en fremragende juleaften hos Rune og Christina, hopper Mikro bare endnu mere. Der står i de kloge bøger at nu skal man kunne mærke fosterbevægelser hver dag, men Ingers mave hopper lystigt langt mere end et par gange hver dag.

Mikro har både fået de første tøj og legetøjsgaver, og jeg fik et haffarlaf-tøjdyr med musik af Mikro.

Vi kører nu på 29. uge. Der er bare så lang tid til.


8. december:

Så skete det. Her til formiddag var vi ude til hyggelig brunch hos Ellen, Per og Jeanette, og da vi var ude og gå en tur kom vi forbi Baby Sam på Roskildevej.

Her har de alt hvad vi som kommende børnefamilie ikke kan leve foruden. Tænk jer at leve uden en musik-maskine der kan spille tre slags klassisk musik for barnet, eller kan nogen undvære den der kæmpe tøjtiger (der ikke en gang kunne ligge i Mikro's værelse). Vi var ikke de eneste der var ude og kigge på udvalget - næste gang vælger vi nok ikke en lørdag middag tre uger før jul.


3. december:

Lægen mener Inger er et pragteksemplar, hvad angår graviditeten. De små skavanker med lidt ondt i ryggen og lidt ubehag hist og pist er småting.

Efterhånden er der så meget kraft i Mikro at avisen på Ingers mave hopper i takt med sparkene.

Vi har vasket Mikros værelse ned, og der er klart til at blive malet. Ellers er Inger i gang med at julehygge i vores hus.


18. november:

Alt går efter planen. Der bliver mere og mere liv i Mikro, vi er ved at tømme værelset, som skal blive til barneværelse, og vi har været ude for at samle inspiration til hvordan vi kan male den ene væg på en mere personlig måde.

Vi har fået den første babydragt, og Inger er hoppet i det første sæt vente-bukser, som min mor har syet.

Nu skal vi bare vente 3 måneder og 30 dage.


8. november:

I aftes var første gang jeg (Thomas) kunne mærke at Mikro bevæger sig. På sengekanten siger Inger at hvis jeg skyndte mig i seng, så var "han" aktiv nu. Først et par ryk, der lige så godt kunne være Ingers mave, men så - ganske rigtigt - der var en der bankede på indersiden af maveskindet.

Det er underligt - min kommende titel som far - jeg har endnu ikke vænnet mig til den - jeg er trods alt glad for at der går fire måneder endnu.


16. oktober:

Så fik vi syn for sagen - nu er det ikke kun en streg på en test og lidt morgenkvalme - nu er det blevet til et barn. Ja vi ved godt at 4,32 cm mellem ørene ikke er stort, men der er både hoved, hænder, krop, rygsøjle, ben og fødder.

"Se - der er hjertet" - ja hende med ultralydsapparatet lød som om at det kunne enhver da se. Hun kunde have bildt os hvad som helst ind, men vi mener at have set både hoved, hånd og det øverste af kroppen på billedet.

Efter at have regnet på sidste menstruationsdag, hovedets størrelse og lårbenets længde, der lige har rundet de 2 cm, blev forventet nedkomst udsat en dag til den 17. marts 2002.

Hvis du "klikker" på Mikro kan du få de tre andre billeder at se.

Kærlig hilsen
Inger og Thomas

P.S. Vi fejrede nyheden ved at gå ud og bestille den brændeovn vi så gerne vil have.

 

En ny Degn / Holmslykke er på vej


Vist gange i alt siden 9. marts

Din browser fortæller at den hedder: CCBot/2.0 (https://commoncrawl.org/faq/)
Du har IP-adresse: 3.236.116.27 på port 42870