Tiden går meget hurtigt - Jens trives fint og har næsten nået seks kilo.
Han er en dreng der bruger meget af sin vågne tid på at kigge på verden,
selvom han nu godt kan fortælle hvis noget går ham i mod. Vi får smil og
søde lyde på samlebånd, og Jens prøver at dirigere hele verden med sine
arme.
Anne elsker ham højt - to årige er lidt hårde i deres kærlighed - så det er godt at han er solidt bygget.
I torsdags fik Jens og Anne en lille kusine som vi var ude og se på
Herlev Hospital - "lillesøster" er en meget fin og (i forhold til Jens)
lille pige. Tusinde gange tillykke med hende - tænk hvor meget glæde de
kan få af hinanden.
Nu må vi se hvordan farmor og farfar får plads til alle de børnebørn når de kommer på besøg sammen - og tænk bare på om et par år med fem i alderen 2 til 7.
Vi er i den grad rastløse - intet tyder nemlig på at Baby har tænkt sig at komme ud og hilse på os. Anne kom tre dage efter termin, og hverken Inger eller jeg (Thomas) havde forestillet at det kunne tage længere med nummer 2.
Når man er gået en uge over tid bliver man undersøgt, og igen tre dage senere. Begge gange har de konstateret at Baby ligger og har det godt, og det er selvfølgelig rart at høre - - - MEN KOM NU UD TIL OS. Særligt sidste undersøgelse som foregik langfredag - på grund af helligdagen skulle vi på selve fødegangen, hvor vi kunne høre helt spæd babygråd og hvor en nybagt familie blev kørt forbi af portøren.
Her til eftermiddag vil vi køre til Mikkelborg efter en is og til aften besøger vi moster Lone - så gik den dag, og vi er vel forhåbentlig en dag nærmere.
Thomas er jo nok ikke historiens første far der også forsøger at følge med i sit kommende barns hverdag. Her til morgen kunne han tydeligt høre hikke indefra baby.
Alt tyder på et meget aktivt barn - der arbejdes ofte og kraftigt der inde på den anden side af maveskinnet - gad vide hvad han laver?
Mens Inger var til superligakamp på Viborg Stadion udviste baby sin interesse ved lystigt at træne hjørnespark.
Ultralydsdimsen var knap blevet sat på Ingers mave før "Baby" tonede frem på
skærmen.
Det giver en dejlig fornemmelse at se Baby i fuld vigør. Den lille hånd kløede sig det ene øjeblik bag øret, og klaskede lår det næste. Vi fik set hoved, ansigt, krop med hjerte, nyrer og rygsøjle, lår- og skinneben, og så kom der af og til en arm og hånd på hurtigt besøg hen over skærmen.
Helt bevidst spurgte vi ikke om Baby er en dreng eller pige, men Thomas blev noget mistænksom da siden med beregning af termin blev udleveret på lyserødt papir. Ja - kun det danske sygehusvæsen kunne finde på at fortælle forældre om de skal have en dreng eller pige på den måde. Thomas er stadig mistroisk, selvom næste læge forsikrede at terminsberegningen altid er på lyserødt papir, så den er nem at finde i journalen.
Vi måtte ellers hver i sær haste fra vores arbejder for at nå aftalen på hospitalet klokken 13. Når man sidder og venter på henholdsvis Ultralydsafdelingen og på Svangreambulatoriet kommer gravide med små, store og enorme maver. Jeg kan godt huske det fra sidst, men det er alligevel en oplevelse.
Anne havde slet ikke tid til at komme med hjem da vi hentede hende. Hun forstår endnu ikke noget af det her med en lillesøster eller -bror, men hun har da lært at hver gang man spørger hende om Baby skal hun løfte op i mors bluse og kigge på maven.
Og så er der i øvrigt kun 21 uger og 1 dag tilbage til termin.